Er amningen slut?

Theodors milepæle det første år

I dag fylder Theodor 1 år. Det har været et vildt år, der bare er fløjet af sted. Efter opfordring fra en læser, har jeg samlet hans milepæle i løbet af året. Jeg har ikke haft det skrevet ned noget sted, så jeg har måttet se tilbage på billeder og læst indlæg, for at huske det hele. Jeg har linket til lidt forskellige blogindlæg, som jeg har skrevet det sidste års tid. Bla. om hans nattesøvn, amning, grød, ferier osv.

Theodor blev født søndag d.29/10 kl.9:19, 3 uger før termin. Han er den skønneste, sødeste, nuttede lille baby. Du kan læse min fødselsberetning her.

NOVEMBER (1 mån)
D.13/11 havde jeg den første træning, og det var Theodors første tur til fitness centret 14 dage gammel.
I slutningen af november, ca. en måned gammel begynder Theodor at løfte hovedet, når han ligger på maven. Han pludrer helt vildt og smiler meget.

DECEMBER (2 mån)
Theodor begynder at møffe lidt når han ligger på maven, og er blevet god til at holde hovedet. Triller næsten om på ryggen.

JANUAR (3 mån)
Theodor bliver døbt d.20/1, hvor familie og venner er med til at fejre hans store dag. Han klarede dåben uden den mindste brok. Theodor er en stor charmetrold med masser af smil! Han er ikke meget for at ligge på maven, og bliver ret sur, hvis vi lader ham ligge for længe.

FEBURAR (4 mån)
Theodor synes det er fedt at ligge under sit aktivitets stativ, og griber ud efter legetøjet, og kan næsten tage fat omkring det. Efter et godt råd, køber vi ‘kyllingen’ fra bObles, og det hjælper helt vildt på mave-træningen, og Theodor bliver så god til at ligge på maven. Vi har dog både været til kiropraktor og zoneterapi, uden den store effekt.

MARTS (5 mån)
Theodor griner, når vi kilder ham. Det er simpelthen, det sødeste grin. Han begynder at udforske at stå op og træde fra med benene. Vi kæmper stadig med nattesøvnen, som er ikke-eksisterende. Theodor vågner 1,5-2. time og skal ammes, og har nærmest gjort det fra første dag. Derfor starter vi op på grød (d.9/3, jeg har en video af det, haha!). Vi starter op på grød til morgenmad i håbet om, at det kan gøre ham ordentlig mæt i løbet af dagen, og til natten. Theodor kan næsten vende sig fra ryg til mave.

APRIL (6 mån)
Theodor begynder at møffe sig fremad i stedet for at kravle. Han får stadig grød til morgenmad, og så starter vi på mos til aftensmad. Det er han vild med, og er meget optaget af, når vi spiser og drikker.

MAJ (7 mån)
Både Patrick og jeg føler virkelig, at Theodor udviklede sig helt vildt omkring de 7 måneder. Maj måned var vild. Jeg havde den første løbetur med ham i løbevognen i starten af maj, da han nu kan sidde selv. Man siger vist også, at de skal være min. 6 måneder og kunne sidde selv, før man løber med dem. De første tænder i undermunden titter frem, han begynder at stå selv og vil gerne gå med hjælp. Jeg har en video fra d.20/5, hvor han selv rejser sig op ved sin gå-vogn. I slutningen af maj får Theodor sin første gyngetur, og det er bare et hit!

JUNI (8 mån)
Theodor er blevet god til at sidde og kan virkelig møffe sig frem med fart. Han kravler ikke. Vi tager på vores første badeferie til Kos, og har den bedste ferie! I lufthavnen får Theodor sin første tebolle, og bliver nærmest hysterisk, da vi tager den fra ham. Det var nok hans første raserianfald, haha. På ferien spiser Theodor masser af mad, og får kun grød, hvis vi står tidligt op, ellers spiser han kartoffelmos, kogte grøntsager, kød, frugt og brød. Han har fået fart på når vi går med ham. På ferien lærer han at drikke af sin dunk med sugerør, og det er en kæmpe hjælp til at få masser af væske i ham i varmen. Jeg ammer ham stadig 2-3 gange om dagen, når han skal puttes og 2-3 x om natten.

JULI (9 mån)
Jeg får ny cykel med barnesæde, og Theodor får sin første cykeltur. Theodor begynder så småt at kravle rigtigt, og i slutningen af måneden kravler han med fuld fart, og begynder også at vinke. Han er god til at gå med sin Brio gråv-ogn. Han begynder også at gå, hvor vi kun holder ham i den ene hånd. Han rejser sig op af alt, hvad han kan komme i nærheden af. Theodor begynder at spise mere og mere rigtig mad, og jeg ammer ham stort set kun inden han skal puttes og tidligt om morgenen. Han begynder at sove 3-5 timer i streg, men det er ikke hver nat. Nogle gange er vi stadig tilbage til at skulle op hver 2. time for at få ham til at sove igen.

AUGUST (10 mån)
Theodor begynder at klappe og reagerer på ‘hvor stor er Theodor?’ og rækker begge arme i vejret. Han er med på Marbella Fitnesscamp, hvor min mor er med som babysitter, og vi har sådan en god ferie! Han siger sit første ord ‘kiks’ – eller han har i et stykke tid sagt noget der lød som ‘mama’ 🙂 I slutningen af august kan han tage sine første skridt. Vi beslutter os for, at Theodor skal til at sove i sin seng, og jeg ligger en lyserød top, som jeg har sovet med, ned i sengen, så der dufter af mig. Det hjælper, og hvis i undrer jer over, hvorfor han nogle gange render rundt med den eller har den mens han sover, så er det fordi det er hans yndlings nusse. Jeg skulle måske have overvejet en anden farve 🙂

SEPTEMBER (11 mån)
Theodor går mere og mere selv, og er bare overalt. Han forstår, at smide tøj til vask, og åbner selv vasketøjskurven. Han er en rigtig ballademager, og kan kravle op af ting og trapper. I slutningen af september sover Theodor bedre og bedre, og i sin egen seng. Han sover ca. fra kl.19-20 til kl.4-5.

OKTOBER (12 mån) 
I starten af oktober er vi på Bornholm, hvor Theodor går så fint selv. Lige inden vi tog til øen, lykkedes det os at få ham til at sove uden at blive ammet, og hvor det var Patrick, der puttede ham. Det gik lidt i vasken, da vi tog til Bornholm, fordi jeg var alene af sted ham. Men da vi kom retur til Kbh, begyndte vi igen på putning uden amning, og jeg har nu i 4 uger ikke ammet. Heller ikke om dagen.

Wow. Det var hans første år. Det er egentlig ret vildt, hvor stor en udvikling de små går igennem på deres første leveår. Alt det de skal lære og kunne. Theodor er og har altid været en utrolig glad, mild og smilende dreng. Han er ikke bange for fremmede, og vi har altid kunnet lade andre tage ham, selvom han lige har mødt dem. Han er meget social og elsker selskab, og så er der altså bare fuld fart over ham. Han har altid pludret meget, og nu er der kommet meget lyd og kraft på hans stemme. Han prøver virkelig at tale, og forstår så meget af det vi siger til ham. Det kan godt nogle gange komme bag på mig.

Men ej hvor jeg elsker min lille dreng <3

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er amningen slut?