Hvad gør jeg ved mit svedige problem?

Vi tog en kold tyrker og så skete det..

… at natteamningen stoppede! For en måned siden skrev jeg indlægget “Hvornår skal jeg stoppe med at amme“, og det var nok mest ment til natteamningen. For den var jeg ved at være træt af. I var SÅ mange der skrev og kom med gode råd og erfaringer, og tusind tak for det 🙂 Et af de råd, der gik igen, var at tagen en kold tyrker og lade far stå op om natten og tage over. Og det valgte vi at gøre.

Jeg fortalte Patrick om planen for den kolde tyrker med natteamning, og den var han med på. Vi valgte at gøre det en fredag, så Patrick ikke skulle op på arbejde dagen efter, og så havde vi weekenden til at se, hvordan det gik. Første nat var håbløs! Theodor blev puttet med sang og amning, og sov kl.19:30. Da han vågner ved 22 tiden, lige efter vi selv er gået i seng, står Patrick op for at give ham vand og sut. Det fandt han sig godt nok ikke i. Vi ender med at kæmpe med ham i 4 timer. Det lyder måske af lang tid, men til sidst nægtede jeg simpelthen at give op. Selvom jeg var nødt til at tage over, og Theodor kunne lugte mig og min mælk, nægtede jeg. Jeg ville vinde den her. Jeg vidste han ikke manglede noget, krammede ham og kyssede ham, sang og beroligede ham. Og til sidst faldt han i søvn.

Nat nr.2 tog det ca. 2 timer, hvor Patrick igen tog ham. Her blev han ved indtil Theodor overgav sig og sov. Nat nr.3 tog det ca 30. min., og nat nr.4 blev vi begge så overraskede, fordi Theodor sov lige efter Patrick gav ham vand og sut.

Nu ammer jeg ikke Theodor om natten, og har ikke gjort det i en måned. Jeg har fået noget af min nattesøvn igen, Theodor sover bedre, og Patrick også. Vi er oppe 1-2 gange om natten for at give ham sut, og nogle gange lidt vand. Han vågner mellem kl.4-5, hvor jeg tager ham op og med over i sengen, hvor jeg ammer ham. Lige nu bliver han derfor ammet når han skal sove og når han vågner tidligt. Det skal lige siges, at vi selvfølgelig har nætter, hvor Theodor ikke vil sove, er ked (fx pga. tænder), så er det et helt andet show 😉

Det hele føles rigtig for os alle 3. Jeg synes jeg lytter til Theodors behov og gør mit for, at han føler sig tryg. Og jeg tror på, at natteamningen for os alle 3 på nuværende tidspunkt var rigtig at stoppe med. Theodor blev igår 11 mdr.

Til alle jer, der overvejer en kold tyrker med natteamning, kan jeg kun sige, go for it. Hvis det føles rigtigt.

2 kommentarer

  • Mette

    Dejligt for jer! Hvor meget ammer du så i løbet af en hel dag?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Mette. Tak 🙂 Jeg ammer ikke i løbet af dagen længere. Jeg ammer kun når han skal sove og når han vågner. Der har selvfølgelig været dage, hvor han har givet tegn eller været syg, hvor behovet har været til en amning i løbet af dagen, men det er længe siden.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad gør jeg ved mit svedige problem?