Det her spiser jeg typisk på en dag

Når det kommer til baby og nattesøvn, er man villig til at prøve ALT

Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg har googlet nettet tyndt for gode råd til at få baby til at sove igennem, og læst blogindlæg skrevet af andre mødre i samme situation, som mig. Min veninde Cecilie, der er mor til sødeste Charlie har netop skrevet, hvordan hun får Charlie til at falde i søvn i sin egen seng. Og hop endelig ind og læs det indlæg, der er gode råd at hente.

Med Theodor, er vi lidt i en anden båd end Cecilie & Charlie. Jeg ammer stadig Theodor i søvn, og så har han ikke eget værelse. Hans seng står i vores spisestue, med dør lige op til vores soveværelse. Derfor vil jeg gerne fortælle, hvordan vi putter Theodor, fordi det faktisk er blevet bedre end det har været længe. Altså lige bortset fra skrivende stund, hvor han er midt i en fase, tigerspring, whatever – han er ikke helt sig selv, så ved i hvad jeg mener. Meget pivet, har vilde humørsvingninger, spiser ikke rigtig og sover dårligt. Det er bare tegn på, at han er ved at lære noget nyt 🙂

Nå, men tilbage til baby og nattesøvn, eller mangel på samme. Lige inden vi tog på sommerferie på Bornholm, ca. midt juli, ændrede vi nogle få ting herhjemme, som faktisk påvirkede Theodors putning og nattesøvn. I den positive retning, vel og mærke. Jeg delte alle jeres gode putte-rutiner i det her indlæg, og tog nogle af rutinerne til mig og afprøvede dem. Det vil jeg gerne dele med jer, for måske i har lyst til at prøve det samme og forhåbentlig få mere søvn! Men igen, ingen baby er ens (og tak for det), så hvad der har virket for Theodor, virker måske ikke for din baby.

  • Det første vi ændrede var lure i løbet af dagen. Theodor kunne snildt sove sammenlagt 4-5 timer i løbet af dagen, og det viste sig at være lige i overkanten, fordi han så var svær at få til at sove om aftenen. Problemet var lidt, at han startede dagen mellem kl.5-6, og blev træt igen efter små 2 timer. Så sov han 1,5-2 timer, var vågen i 2-2,5 time, sov igen i 1,5-2 timer og var vågen i 2-2,5 time og sov 1 time, og var så vågen indtil vi prøvede at putte ham ved 20 tiden. Jeg begyndte at ændre det, så han blot fik en powernap ved 7-8 tiden, vi snakker en lur på 30-45 min., hvor jeg så måtte vække ham. På den måde ændrede det på hans lure i løbet af dagen, så han nu tager en formiddagslur ved 10-11 tiden og en eftermiddagslur ved 14-15 tiden. Vi putter ham ved 19-20 tiden. Det gjorde også, at han sov længere og længere, så det han nu for det meste står op mellem kl.7-8.
  • Fast rutine med ren ble, nattøj og børste tænder. Når Theodor begynder at gnide sig i øjnene eller bare virker sådan lidt træt og tvær, så giver vi ham en ren ble og nattøj på. Vi skiftes til at børste hans tænder. Bagefter leger vi lidt med ham, prøver at gøre det stille og ikke til nogle vilde lege eller løben rundt med hans gåvogn. Han gider ikke helt læse bog, den spiser han bare, haha. Men det er noget jeg gerne vil gøre til en fast rutine, at vi gør.
  • Jeg går rundt med ham, mens jeg synger lidt og ruller gardinerne ned (det gør Patrick, hvis han er hjemme). Det gør jeg for, at han bliver opmærksom på, at nu er det tid til at sove og falde til ro.
  • Jeg sætter mig i vores seng, hvor jeg ammer Theodor og synger Elefantens vuggevise. Før ville jeg bare lade ham falde helt i søvn og vente lidt, før jeg lagde ham ned i hans seng. Men nu ammer jeg ham, indtil han er lige ved at sove, måske slipper han brystet og så giver jeg ham sutten. Jeg holder ham tæt ind til mig, kysser ham godnat og ligger ham ned i hans seng.

De første dage sov han til kl.00-02, hvor han vågnede og enten bare skulle have sutten eller måtte op og ind til os og ammes. Så sov han pludselig fra kl.20:30 til kl.03-05, hvor han kom op og ind til os, og blev ammet, og sov videre til kl.07:30-8. Sådan gik det mere eller mindre i et par uger, men det gik lidt i stå efter de 3 uger på Bornholm, hvor han sov lidt dårligt igen.

Overordnet set, hjalp det at ændre på hans lure i løbet af dagen, og skabe nogle faste rutiner omkring nattøj, sang og putning. MEN! Vi har altså dage, hvor Theodor bare ikke gider sove mere end 2 x 30 min. i løbet af dagen, og hvor han er møg besværlig at få til at sove. Er den helt galt, så ammer jeg ham liggende i vores seng, hvor han får lov til at sove indtil vi går i seng, så bærer vi ham over i hans egen.

Jeg ved ikke om det er en fordel eller ulempe, at jeg er nødt til at amme ham i søvn. Det fungerer for os, og derfor gør jeg det. Det er et stort skridt i den rigtige retning, da jeg i de første 5 måneder sov 1,5-2 timer i træk, hvis jeg var heldig, om natten. Det var SÅ hårdt, og jeg vil gerne indrømme, at jeg har været nedkørt og træt. Så bare det at få 4-5 timer i streg, er mega fedt! Men det er altså ikke hver dag, endnu 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det her spiser jeg typisk på en dag