Turen går til Marbella, og Theodor skal med!

Om at acceptere mor-rollen

Nu har jeg snart været mor i 10 måneder, og det har været 10 fantastisk, men også benhårde måneder. Det sidste stykke tid har jeg gået og tænkt på, hvordan det egentlig er at være nogens mor, og hvordan det har ændret mit liv fuldstændig.

Mange af jer ved nok allerede, hvis i har læst med her på bloggen i noget tid, at min graviditet ikke var planlagt. Det kom fuldstændig bag på Patrick og jeg, at de 14 graviditets test jeg tog (jep, jeg endte med at tage 14 test på 3 dage!) var positive. Efter over 2 år uden menstruation, kom den endelig tilbage efter jeg mødte Patrick. Jeg blev nemlig mindre stresset, ændrede nogle få ting i kosten (fx mere fedt) og fik bare mere ro i sindet. Jeg havde dog fået af vide, at jeg ville få brug for hjælp til at få børn af min gynækolog, men det skulle jeg (heldigvis) ikke. Den var nemlig god nok, jeg var gravid! Og lad mig bare sige, at jeg VILDT lykkelig, men samtidig også en smule skræmt.

‘Var min graviditet planlagt?’

‘Manglende menstruation og graviditet’

Når jeg kigger på Theodor, så kan det næsten ikke beskrives, hvor meget jeg elsker ham, og hvor meget han betyder for mig. Han er min lille guldklump! Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det har været en dans på roser de første måneder med ham. For tak spids, hvor har det været hårdt. Alt foregår på hans præmisser, og mange af de forestillinger, jeg havde om at være mor, har jeg måttet pakke sammen.

Når man ikke har børn, lever man utrolig egoistisk, og det er ikke negativt ment. Patrick og jeg går begge meget op i træning, og før vi blev forældre, trænede vi hver dag, når det passede os. Vi så Netflix og slappede af på sofaen, når vi ville, og vi spiste ude eller tog på ture, når vi havde lyst. Det kan du ikke, med en baby. Og det må man (= jeg!) bare lære at acceptere. For det er en kæmpe omvæltning, og jeg tror lidt, at den her omvæltning er kommet bag på mig, eftersom, jeg ikke lige havde forestillet mig, at blive nogens mor lige nu.

Nu skal det langt fra lyde, som om jeg ikke kan lide at være mor. Jeg knus-elsker det, og kan SLET ikke forestille mig mit liv uden Theodor. Vores lille familie er mit et og alt! De sidste måneder har jeg måtte gøre op med mig selv, at jeg er nødt til at tage det mere roligt og acceptere, at jeg ikke kan det samme som før, og at det er helt okay. For jeg når nok alt det, jeg gerne vil, men det tager bare den tid, det nu tager. Og Theodor er og bliver min første prioritet <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Turen går til Marbella, og Theodor skal med!