#26 Mandags intervaller

Sådan får du en flad mave

Noget af en kliché overskrift, jeg fyrer af og som formentlig fanger de fleste. For den der flade mave, den kan vi bare ikke komme udenom. Jeg ved i hvert fald, at rigtig mange af mine klienter, både online og personlige klienter, ofte har det som mål, at maven SKAL være flad. Men hvorfor? Og er det noget, du bare lige kan træne dig frem til?

Hvis bare det var så vel, at du efter 100 mavebøjninger hver dag i 4 uger fik flad mave, så ville vi nok alle rende rundt med sixpack, hvis det altså var det, der var målet. Men sådan er det ikke. Den flade mave, også kaldet sixpack, kommer IKKE ved, at du laver en hulens masse mavebøjninger hver dag.

Først vil jeg gerne lige runde punktforbrænding. Mange har ønske om at tabe sig et specielt sted, men det er bare ikke muligt, selv at vælge, hvor vi taber os på kroppen. Derfor er punktforbrænding en myte. Men de fleste vil dog gerne tabe sig på maven, hvor vi typisk lagrer meget fedt. Som min veninde Linnea, så fint pointerede på Bodylabs story forleden dag: ‘Når vi ligger der og laver 100 mavebøjninger, mærker syren, så føler vi måske, at nu sker der noget og mavefedtet skrumper væk. Men det er ikke sandt.’

Der sidder et fedtlag uden på muskulaturen, som ikke kan trænes væk. Det handler dermed kort og godt om, at du skal tabe dig ved at være i et lille dagligt kcal underskud. Selvom du taber dig, og går ned i fedtprocent, er du ikke garanteret en sixpack, da det er genetisk, hvor på kroppen vi taber os (her er vi tilbage til punktforbrænding, som ikke er muligt).

Det betyder dog ikke, at du ikke skal træne maven. Er du langt nok nede i fedtprocent, så kan du træne og øge muskelmassen ved maven, ligeså vel som du kan øge massen ved de andre muskelgrupper på kroppen. Det er bare ikke nødvendigt lave 50-100 mavebøjninger hver dag. Maven har kortere bevægeudslag en andre muskelgrupper, så du kan med fordel tage 10-15 reps, og hvis du kan blive ved og tage mange flere reps, så kan du tilføje vægt til øvelsen eller gøre den sværere.

Men før du begynder at gå igang med jagten på en flad mave, så vil jeg gerne råde dig til at få et realistisk billede af, hvad der er muligt for dig og hvad du gerne vil. Jeg tror nemlig ikke vi bliver mere lykkelige af en flad mave, men derimod, at vi rammer en form, hvor vi er stærke, sunde og raske og har det godt med os selv. Og det er altså bare ikke lig med en flad mave. Men nu har du forhåbentlig fået vished over, hvordan du kan få en fladere mave, hvis det er målet 🙂

Billedet snyder! Min mave ser måske flad ud, når jeg står sådan her. Men det er altså noget andet, når jeg sætter mig ned eller bare bukker mig. Jeg har stadig løs hud efter min graviditet. Men jeg har det godt, jeg er glad, min form er god igen og jeg er hammer stærk! 

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#26 Mandags intervaller