#21 Mandags intervaller

Mine rejsetips til første badeferie med baby

Så er vi hjemme igen efter en FANTASTISK badeferie på Kos! Det har været en uge, hvor vi har fået slappet af sammen, hygget os, leget og badet med Theodor i poolen, og ikke mindst spist en masse mad, pandekager med nutella og is. Og det har simpelthen været en succes at være på ferie med Theodor.

Lyset var lidt skarpt, men smilet stort ved  poolen 🙂

Rigtig mange af jer skrev allerede første dag, efter vi havde fløjet. Det væltede ind med spørgsmål til, hvordan vi havde gjort i flyet, hvad jeg havde pakket til Theodor osv. Og derfor besluttede jeg mig for at spørge jer, der følger med på IG, hvad i gerne ville læse mere om af mine tips til en badeferie med baby.

Først vil jeg lige sige, at ingen babyer er ens. Hvad vi har gjort er ikke nødvendigvis det, der virker for dig/jer og din/jeres baby. De små banditter reagerer virkelig forskelligt når der sker noget nyt, og man sidder i en flyver, befinder sig i en lufthavn, på hotel, er i varmen og ved poolen. Men jeg vil rigtig gerne fortælle, hvordan det gik med Theodor og hvad vi gjorde, i tilfælde af, at du kan bruge bare noget af det til din egen ferie 🙂

Jeg har valgt at inddele mine tips til 9 punkter, som samtidig er svar på jeres spørgsmål:

  1. At rejse på ferie for første gang som forældre og familie
    Det har været den bedste oplevelse! Både Patrick og jeg havde valgt at sænke vores forventninger, og tage en dag ad gangen. Vi vidste godt, at den her ferie ikke ville blive ligesom de to andre vi har været på sammen. Inden vi tog af sted, blev vi enige om, at få det bedste ud af det, uanset, hvordan det ville gå med Theodor.
  2. Hvordan er det at rejse med en baby?
    Det er hårdt, ligesom så meget andet med en baby. Men det er også sjovt. Det var så fedt at se, hvordan Theodor nærmest slugte alle indtryk, og var enormt nysgerrig på mennesker og lyde omkring ham. Og så var det også noget helt andet, fordi sådan en lille størrelse bare opfanger en masse opmærksomhed. Alle tjenere og personale på hotellet skulle hele tiden lige hen og sige hej og snakke med ham, og sådan var det stort set alle steder vi var. Det skal man altså lige vende sig til, for det er jo rigtig dejligt, men også lidt grænseoverskridende, at fremmede kommer så tæt på én.
  3. Tur/retur med flyveren
    Vi havde den bedste flyvetur til Kos, og en ret hård tur til Kbh. Det gik SÅ godt, da vi fløj til Kos, på trods af, at vi fløj kl.07, og derfor stod op kl.03:15 og tog af sted med en taxa kl.04:15. Theodor vågnede samtidig med os, og det endte med, at han holdt sig vågen lige indtil vi var kommet i luften, hvor han gik ud som et lys, efter jeg havde ammet ham på begge bryster. Og så var vi utrolig heldige, da der var ekstra plads i flyet, så vores sidemand (3. sæde) blev flyttet, og vi derfor havde alle 3 sæder for os selv (KÆMPE stort tak til den stewardesse, der lige tænkte på os der!). Vi lagde Theodor i midten af os, og kunne nyde vores morgenmad. Theodor sov fra ca kl.07-09:30, og vi landede kl.10:10. Imens flyet kørte til gaten, kunne vi skifte ham på sædet, fordi der jo var god plads, og så kom han op til mig i bæreselen. Turen hjem til Kbh var dog en lidt anden. Ikke fordi Theodor ikke klarede den godt, men fordi han havde svært ved at falde til ro og i søvn. Vi skulle flyve kl.12:40, og han sov fra kl.8-9:30, så det ville passe nogenlunde med en lur til ham i flyveren. Vi var dog forsinkede, og kom først i luften kl.13, og jeg ammede ham, da vi lettede og håbede det ville få ham til at falde i søvn, men ikke helt. Vi kæmpede med ham i en times tid, hvor det så lykkedes at få ham til at sove i mine arme. Han sov i en time, hvorefter han vågner ret brat og sætter sig halvt op, og kaster voldsomt op. Det står bare ud af ham tre gange. Og så har vi bare bræk over ALT! På ham, dynen, bamsen, mig, gulvet… Vi får det tørret op og jeg går ud for at skifte ham og give ham nyt tøj på. Den sidste time putter vi og leger vi med ham, og mens vi lander, ammer jeg ham, for at udligne tryk men også fordi han selv giver tegn til, at han er sulten og vil have bryst. Da vi står og venter på vores kufferter (Patrick er gået ned for at hente vores barnevogn), kaster Theodor op igen, mens jeg har ham i bæreselen. Han er vendt væk fra mig i bæreselen, og rammer derfor bare gulvet. Stakkels T, han er helt bleg, og mens vi går mod metroen og falder han i søvn med det samme. Så det var en lidt anden flyvetur hjem, men alt i alt, så synes jeg Theodor klarede det så godt med at flyve.
  4. Ville vi tage på ferie med en yngre eller ældre baby?
    Det er svært at svare på. Men et er sikkert: vi var så glade for, at Theodor nogenlunde kan sidde selv. Og det er jo meget individuelt, hvornår de små kan det. Jeg er i hvert fald glad for, at vi ikke tog af sted tidligere. Det passede ret fint ift, hvor gammel Theodor er og hvad han kan nu. Han kan sidde selv og kan møffe sig rundt, og han bliver 8 mdr her d.29/6. Det er bare det hårdere, når de små ikke kan sidde selv, synes jeg. Det gør det lidt lettere, at man godt kan ordne lidt mens de sidder, fx tage tøj på, hente mad osv. Så jeg vil klart råde dig til at tage af sted, når din baby kan sidde.
  5. Pooltime
    Det var så sjovt at bade med Theodor, og han syntes heldigvis også det var sjovt. Han brokkede sig i hvert fald ikke, når vi tog ham med i vandet. Der gik lidt tid før han begyndte at plaske, og nogle gange ville han helst bare bæres rundt og holdt godt fast – men det var hele tiden med smil og nysgerrighed. Han var med i poolen om formiddagen og om eftermiddagen, når det passede med, at han havde fået mad og sovet. Den første badetur i poolen var i børnepoolen, hvor vandet var lidt varmere, men de fleste af gangene tog vi ham med i den store pool, hvor han kunne bunde ved trappen. Jeg syntes det fungerede så fint, og vi var begge to med, hver gang vi badede med ham.
  6. Hvad med UV-badetøj og badebleer osv.?
    Theodor badede med en UV-dragt og en hat med skygge både foran og bag. Der var ikke skygge ved børnepoolen, men vi havde også badebukser med til ham, hvis der havde været det. Under UV-dragten havde han en badeble, som vi brugte til de 2 bade-ture pr. dag. Hver morgen inden han fik tøj på smurte vi ham godt ind i solcreme fra P20 med faktor 50. Ift. bleer, så havde vi taget en hel pose Libero bleer med, og havde kun få bleer tilbage. Vi brugte dog lidt flere end normalt, da han fik en ny på når han været i poolen.
  7. Middagslur i varmen
    Jeg vil gerne indrømme, at jeg var lidt nervøs for, hvordan Theodor ville reagere på varmen, og om han overhovede kunne sove. Men inden vi tog af sted havde vi nogle ret varme dage her i Kbh, og det gjorde måske, at Theodor blev ‘vant’ til varmen. Normalt sover Theodor 2 lange lure på 1,5-2 timer, og 1 kort på 45-60 min (den første lur er ca omkring kl.7-8, den anden ved 11-12 tiden, og så en lur inden aftensmad ved 17 tiden). De fleste formiddage på ferien sov han 1,5-2 timer, hvor Patrick og jeg enten spiste morgenmad eller lå og slappede af ved poolen. Vi havde nogle dage, hvor han kun sov 40 min, men det gjorde han så 2 gange, så han kom op på 4 lure (1 lang og 3 korte). Men de fleste dage, sov han rigtig godt i klapvognen i skyggen, mens vi slappede af og fik solet os og badet. Vi havde vores Beemoo kombi sport vogn med, og den er altså bare SÅ god! Der er god mulighed for at skabe luft, da man kan åbne op ved hovedet, og kalechen er stor. Han sov i den med en stor stofble, som han puttede sig med og når han sov, fjernede vi den, hvis han var for varm.
  8. Måltider
    Jeg er simpelthen SÅ stolt af Theodor, det vil jeg sku gerne starte med at sige, når det kommer til maden og hans måltider på ferien. For hold nu op, hvor har han virkelig været dygtig til at smage på de ting, vi gav ham fra buffeten. Vi havde all-inclusive på hotellet, men havde også taget en grødblanding med i tilfælde af, der ikke var noget han kunne spise til morgenmad. Udover det havde vi Ellas finger chips og ca. 2 Ellas smoothies (både med grøntsager og frugt) pr. dag til Theo, og dem fik han som mellemmåltid til formiddag og eftermiddag. Til morgenmad var han med oppe og hente en bolle, det syntes han var skægt, kunne man mærke, og han blev helt stolt når han fik bollen i hænderne, og begyndte at spise af den med det samme. Der var hver morgen røræg, skinketern og lidt pølse, som han gerne ville spise sammen med lidt frugt (kiwi og grape). Til frokost og aften var der hver dag kartoffelmos og kogte gulerødder og broccoli, som han også gerne ville spise sammen med lidt skinketern eller kalkunpålæg. Vi oplevede kun 2 gange, at det blev lidt for meget for Theodor med al den larm der var i restauranten, hvor der udover at være mange mennesker også var høj musik. Men ellers sad han så fint i en højstol, mens vi gav ham mad. Han kunne godt drikke af kop inden vi tog af sted, og i løbet af ugen lærte han at drikke af sin dunk med sugerør. På den måde fik vi en masse vand i ham i varmen. Jeg er glad for, at vi havde grødblandingen og Ellas smoothies og fingerchips med til ham, men han spiste faktisk mest fra buffetten. Jeg ammer ham stadig i løbet af dagen ifb. med hans 3 hovedmåltider. Det var dog ikke alle dage, at det lige passede med morgenmad, frokost, aftensmad og 2 mellemmåltider, da det hele afhænger af, hvor længe hans lure er. Så nogle dage ammede jeg ham så det blot svarede til et mellemmåltid. Men jeg ved, at man som mor har en ret fin fornemmelse af, hvor meget mælk de små har fået og hvad de har brug for. Stol på din intuition.
  9. Legetøj
    Jeg syntes godt nok det var svært at pakke legetøj, for hvor meget skulle vi mon tage med. Men det passede faktisk rigtig godt med det, vi havde med. Vi gav ham også en flaske med sten i efter vi var på stranden, men det gad Theodor kun lege med en dag, ellers hyggede han sig med sine små bøger, giraffen Sofie og hans marakka. Jeg tror man skal prøve at begrænse sig men selvfølgelig have lidt forskelligt med.

Nå, det gik hen og blev lidt langt det her indlæg, men jeg håber sådan, at i kan bruge mine svar og tips. Hvis du selv har været på ferie med din baby og sidder inde med nogle gode råd eller oplevelser, så del dem endelig med os andre i en kommentar nedenunder 🙂

Der kommer et indlæg mere, hvor jeg prøver at beskrive, hvordan en typisk dag på ferien forløb rent tidsmæssigt. Alle dage var selvfølgelig ikke ens, men nogenlunde. Der var nemlig en, der gerne ville læse det 🙂 Inden da kan du læse mit indlæg ’24 timer sammen med Theodor og jeg’. Og så kommer der lige en masse billeder fra ferien 🙂

4 kommentarer

  • Ja, det var skønt! Har aldrig været på Kos før, men kan godt forestille mig, at der kommer mange turister 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Ditte. Du skal slet ikke være nervøs – det er bare om at tage en dag ad gangen og slå koldt vand i blodet. Vi fløj derned med 6 andre par med baby, og alt gik så fint 🙂 Men dejligt du kan bruge mit indlæg! God ferie 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det ser godt nok dejligt ud. Ser også ud til I ramte Kos inden turistsæsonen for alvor sætter ind, så det ikke var så overrendt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Tusind tak for et rigtig godt indlæg, masser af god inspiration når man selv står og skal på ferie med en lille gut lige om lidt (og faktisk er skide nervøs for det) 😆😍

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#21 Mandags intervaller