Vores fødselsforberedelse part I

Min fødselsberetning

Jeg har hele tiden haft på fornemmelsen, at jeg ville føde før tid. Jeg var sat til d.19/11, men gik og regnede med, at det ville blive d.9/11. Hvorfor ved jeg ikke, men tænker, at man går rundt og gør sig nogle tanker og forventninger. Men lille Theodor kom til verden søndag morgen d.29/10, lige præcis 3 uger før termin (jeg var 37+0 uger henne den søndag). Han er sund og rask, og jeg vil gerne fortælle om min fødsel. Det var nemlig noget af en oplevelse – hårdt, som i ekstrem hårdt arbejde, men det hele værd!

img_2524

Lad os starte med lørdag. Vi var ude og gå 3 km til Knæk Cancer og hyggede efterfølgende et par timer i Cramers studie med de andre, hvor vi bagefter cykler hjem og havde min veninde Cecilies hund med for at passe den. Cecilie kom kl.15 for at hente Buddy og blev en times, og da hun er kørt beslutter vi os for at cykle hen og træne. Vi træner i lidt over en time, hvor den står på øvelser for ryg, balder, ben og core, og så er vi hjemme igen kl.18:30. Vi laver mad, og sætter bagefter en film på. Da vi ligger på sofaen kan jeg pludselig mærke, at der er noget der løber, men jeg føler slet ikke jeg skal tisse eller har tissetrang. Jeg siger til Patrick, ‘ej vent lidt, jeg skal lige på wc’. Så løber jeg ud på toilettet og så løber det ellers ud. Og jeg kan tydelig mærke en forskel på, at det ikke er som jeg tisser. Jeg griner og begynder straks at tænke, ‘at det umuligt kan være vandet der går nu!’. Jeg føler, at det er stopper og rejser mig op og i det jeg går ud, så løber det igen ned af mine ben og jeg må tilbage på toilettet. Jeg råber til Patrick, at der er noget galt her, og han kommer ud til mig med det største smil, som om han har fattet, at vandet er gået. Det er bare mig der lige skal få det til at være sandt.

Jeg ringer til min søster, som har født 2 gange, og spørger hende hvor meget vand der er når vandet går. Hun siger det er meget forskelligt, og så kan jeg høre min svoger råbe i baggrunden, som er læge, at jeg bare skal ringe til Fødemodtagelsen. Det føltes som om alle andre bare var totalt klar over, at det da var vandet der var gået, haha 🙂 Jeg ringer til Fødemodtagelsen, og jordmoderen siger også, at det bestemt lyder som om mit vand er gået. Vi aftaler, at vi kommer derind stille og roligt, så jeg lige kan blive tjekket. Da vi ingen bil har, ringer jeg til min veninde Jeanne, som hurtigt kommer med sin bil, og hun er helt oppe at køre og glad på vores vegne. Vi kører af sted, vildt glade og spændte, og jeg siger dig adrenalinen pumper i min krop.

På Fødemodtagelsen kan de konstatere, at jeg er 1 cm åben og vandet rigtig nok er gået. De kører en CTG scanning for at tjekke hjertelyd, og alt er som det skal være. Jeg får en del plukveer imens og han sparker godt inde i maven. Vandet siver forsat ud af mig, og jeg bliver ved med at sige, at ‘der er da ingen der har sagt, at vandet bliver ved med at sive konstant!’. Vi bliver sendt hjem med 3 Augusta piller og bleer til mig (charmerende, men det løber altså også bare ud). Jeg skal tage 1 pille, 4 timer efter vandet er gået, hvis jeg ikke har fået veer endnu. Jeg sætter uret til kl.01:30, og inden vi ligger os til at sove, ringer jeg til min veninde Linnea, da vi har en aftale om at tage til Row søndag kl.9, den må jeg vist hellere lige aflyse. Hun bliver helt rørt da jeg ringer, og griner også af mig, men vi aftaler at vi giver en update søndag.

Jeg kan bare overhovedet ikke falde i søvn. Patrick har ingen problemer, men tankerne flyver rundt i mit hoved, samtidig med at jeg siger til mig selv, at det er SÅ vigtigt, at jeg får hvilet mig. Men det sker ikke, og da jeg ingen veer har fået kl.01:30, tager jeg den første pille. Der går en halv time, og så starter det lige så stille med at gøre ondt som i ret kraftige menstruations smerter, som så forsvinder. Bingo! Veerne er så småt i gang. Da klokken er 3 synes jeg det begynder at tage til, og jeg vækker Patrick for at han kan begynde at tage tid. Fra kl.3-4 har jeg veer der varer i 45-60 sek med 5 min. mellemrum, og fra kl.4-5 begynder de at tage til, så de nu varer 60-70 sek og kommer med 2 min. mellemrum. Og så synes jeg ikke rigtig jeg kan overskue situationen længere og vil gerne ind på Riget og få en status. Jeg føler, at jeg har åbnet mig mere. Patrick ringer og de siger, at vi godt kan komme derind. Vi kører derind, mens jeg stadig får en ve hvert 2 min. Jeg bliver tjekket, og har nu åbnet mig 2 cm. Jeg husker, at jeg var ved at give jordmoderen en skideballe, da jeg simpelthen troede noget helt andet. Da veerne forsat kommer med korte mellemrum, får jeg tilbudt et morfinskud i låret, som jeg får kl.05:30. Det skal få mig til at slappe af, og det virker i 2 timer, så føler jeg virkelig at det gør nas igen. Samtidig med veerne får jeg kvalme, og det er fandme svært at køre vejrtrækning samtidig med at spytte ned i en pose! Vi kalder på jordmoderen, som ikke mener jeg endnu er i aktiv fødsel eller at veerne har taget ordentligt til, men hun vil kalde på en anden jordmoder og få os ned på en fødestue.

Kl.8 går vi hen til en anden stue sammen med den jordmoder der skal hjælpe mig med at føde. Jeg når lige derind og ligger mig ned og så kommer der en ve. Efter et par veer, vælger hun at tjekke hvor meget jeg har åbnet mig. Og hun nærmest udbryder, ‘jamen Line du er 7 cm åben, så forstår jeg godt det gør ondt nu!’ Hun skynder sig at ligge en Klux/lavement, så jeg kan få tømt mine tarme og efter 10 min beder hun mig at gå på toilettet. Jeg frygter det, for jeg ved bare, at jeg vil få en ve mens jeg sidder derude. Og rigtig nok! Jeg kan hverken tisse eller skide, og føler bare, at det nu gør så pokkers ondt. Og jeg skal virkelig presse føler jeg. Jordmoderen siger, at jeg skal gå hen og ligge mig på sengen, hvor jeg skal føde, da hun lige vil tjekke mig. Og rigtig nok, jeg er 10 cm åben og er nu i pressefasen! Jordmoderen får tilkaldt 2 andre, da hun ikke kan finde hans hjertelyd med en CTG, den er der, bare langt nede i mit bækken. På mit papir står der, at presseveerne startede kl.9:05 og jeg føder Theodor kl.09:19. Patrick har fortalt, at jeg presser ham ud på 5 presseveer, det kan jeg slet ikke huske. Mine ben rystede så meget ved hver presse ve, og jeg havde så svært ved at mærke hvornår der kom en ve, men det hjalp den anden jordmoder mig med og holdt mine ben. Jeg kan huske, at jeg inden den sidste presseve råber ‘Nu skal han ud!!!’. Og ud kom ham. De roser mig alle 3, og siger at det gik så hurtigt, at det næsten kom helt bag på dem.

Det var det vildeste at få ham lagt op på maven. Patrick står ved min side, hvilket han gjorde under hele fødslen og jeg havde ALDRIG, som ALDRIG NOGENSINDE kunnet gennemføre det uden ham. Theodor er simpelthen så lille og fin. Lidt efter føder jeg moderkagen, og det er sku en lettelse. Jordmoderen spørger om vi vil se den, og selvom jeg inden havde sagt jeg ikke ville, er jeg glad for vi så den. Hun løftede den op og forklarede, og det var så vildt, at se hvor han havde boet de sidste 9 måneder.

Jeg blev syet med 1 sting helt oppe skeden og ellers er der bare lidt rifter. Jordmoderen giver mig et spejl, så jeg kan se mig selv forneden. Det råder hun mig meget til, og jeg er også glad for at jeg gjorde det. Jeg følte at det hele var ødelagt og ligesom havde delt sig ud til siderne. Men jeg ser helt normal ud, det bløder bare lidt.

Vi får lov til at nyde ham i ca 3 timer på fødelejet og får ringet til familien. Ingen af os kan sige noget, vi bare tuder og tuder mens facetime kører og alle i familien (der er til familie fødselsdag hos min søster) får set lille Theodor. Da der så småt er gået 3 timer, skal han vejes og måles, og Patrick hjælper mig på toilettet imens. Mine ben sitrer og hel kroppen ryster. Jeg har hverken drukket ellers spist siden kl.23:30. Jeg kan huske jeg kigger på min mave og tænker ‘fuck noget blæver-hud!’. Jeg kan ikke rigtig tisse. Vi får lov til at ligge os over i en anden og større seng, hvor jeg også lå under mine veer. Patrick får lov til at ligge sig med Theodor, mens jeg får lidt at drikke og noget frugt. Her ligger vi så i 2 timer og bare nyder vores lille søn. Vi er på en sansestue, og jeg tror først det er der, at jeg virkelig kan mærke, hvor afslappende musikken og lys-skærmen er.

img_5041

Kl.13:30 bliver vi hentet og kørt til Patient Hotellet, hvor vi må være i 24 timer. Det er helt vildt, at sidde på værelset, bare os 3. Det er så overvældende og vi kan ikke tage øjnene fra Theodor. Jeg får slet ikke sovet, det kan jeg ikke. Jeg får så småt amningen igang på hotellet, men først om natten får jeg ammet ham i 1,5 time, hvor efter jordmoderen kommer og hjælper med at svøbe ham, og så sover han. Jeg sov simpelthen så let, og vågnede og kiggede til ham ved den mindste lyd.

Mandag tager vi hjem kl.14:30. Mine forældre, der bor på Bornholm, kom om formiddagen og kører os alle sammen trygt hjem. Det var faktisk rigtig dejligt at komme hjem, nu som en lille familie.

img_5047

img_2532

Uanset hvilke smerter jeg har haft, så var det det hele værd. Jeg har aldrig i mit liv været ude for noget lignende og kunne hverken visualisere mig igennem veerne eller noget. Jeg fokuserede bare på min vejtrækning og maste Patricks hånd hver gang. Jeg fik ros af min jordmoder under hele fødslen og bagefter. Hun var simpelthen den bedste jordmoder man kunne ønske sig! Hun synes, at jeg var mega stærk. Jeg fortalte hende så, at jeg er personlig træner og havde trænet stort set hver dag op til, og det kunne hun tydeligt se og mærke. Hun var imponeret over mine evner med vejtrækning under veerne og mine kræfter under presseveer, og mente at jeg sagtens havde kunnet presse meget mere, hvis det havde været nødvendigt.

Det var så fedt at høre hende, rose mig for min krops styrke. Og derfor kan jeg kun anbefale dig at træne og holde dig igang under din graviditet. Det vil gavne dig, også under fødslen.

Vi nyder stadig de første dage, og det er stadig overvældende og nyt. Men vi er lykkelige <3

   

12 kommentarer

  • Åh, du skal glæde dig!! Det er det vildeste 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Meggie

    Stort tillykke med ham, hvor ser han dejlig ud. Og virkelig interessant og rørende læsning. Jeg har selv termin til februar så der er noget at glæde sig til;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tusind tak 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Kæmpe stort tillykke med Theodor ❤️ Du er simpelthen den sejeste! Tænk at træne så meget og så sent i graviditeten. Shit en styrke du har. Alt god til jer alle 3 🍀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Camilla. Mange tak 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Louise. Mange tak 🙂 Ja, eller lidt en blanding. Jeg nåede meget kort at øve Laboro-vejtrækningen, så brugte den men trak vejret dybt ind en gang i mellem midt i en ve, og det syntes jeg ikke gjorde ondt. Jeg havde forestillet mig kun at køre Laboro og så bruge visualiserings øvelser – men det eneste jeg kunne koncentrere mig om var bare at trække vejret og knuse min kærestes hånd hver gang en ve toppede.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mange tak, Rikke. Det var så fedt både at mærke på egen krop men også at få det af vide, at min krop er stærk 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mange tak 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Så rørende at læse! Tillykke 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Stort tillykke med lille manden:)
    Brugte du vejrtrækningen fra smertefri fødsel ?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sådan en fin fødselsberetning Line. Du er så fantastisk sej! Det er bare en kæmpe fordel at være i fysisk god form når man skal føde et barn. Stort tillykke 😘🇩🇰

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke en omgang. Kæmpe kæmpe tillykke med den lille bjørneunge – han er godt nok ualmindelig skøn (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores fødselsforberedelse part I