Sund fastfood!

Når en hjælpende hånd får stor betydning…

Tilbage i februar måned blev jeg kontaktet af min tidligere kollega fra Fitnessdk, Marie Louise. Det var længe siden jeg havde hørt eller set noget til hende, så da hun skrev og fortalte om hendes situation blev jeg utrolig rørt, og tøvede ikke på noget tidspunkt med at hjælpe hende tilbage i topform igen.

Marie Louises historie er unik, og jeg er utrolig rørt over hendes fremskridt under vores online forløb, hvor hun ugentlig har sendt en status på kost, træning, humør og energi. Jeg har fået lov til at dele hendes historie med jer, og som hun selv skriver: “Jeg må lige advare dig om, at det er blevet en MEGET lang smøre. Kunne ikke helt stoppe, da jeg først gik i gang. Der gik lige ’selvterapi’ i den :)”. Nogle gange handler det om meget mere end blot vægttab, forøget styrke, bedre kondition og mere energi i hverdagen. Nogle gange, så handler det om at få livsglæden tilbage!

IMG_4680“Sygdommen hedder Addison. Det er en autoimmun sygdom (dvs. immunforsvaret angriber egne celler i binyrebarken), hvor mine binyrer derfor ikke længere producerer hormonet cortisol. Sygdommen er meget sjælden og symptomerne kommer ’snigende’ gradvist, så det er svært at opdage sygdommen. Man medicineres med piller som tages 2 x dagligt resten af livet (desuden mere medicin når kroppen udsættes for yderligere fysisk/psykisk stress, hvilket man selv skal lære at dosere). Medicinen er livsvigtig og får man ikke tilstrækkelig med medicin kan man gå i krise (Addison krise). Behandles sygdommen ikke, kan man dø af det.
 
Jeg gik med sygdommen i 1½ år inden den blev opdaget (i januar 2016), hvor jeg det sidste år var sygemeldt og ikke kunne passe mit arbejde. Lægerne mente, at det var stress, men jeg fik det dårligere og dårligere og var selv meget overbevist om, at der var noget helt galt. Uanset hvad jeg gjorde, for at komme på højkant, så fik jeg det bare dårligere og dårligere, og kunne faktisk hverken overbevise mine familie/venner eller lægerne om, at der var noget helt galt. Jeg troede til sidst, at jeg var ved at blive skør. Var måske hypokonder? Begyndte at stille spørgsmålstegn ved, om de smerter/gener jeg havde, nu også var der, eller om det var noget jeg bildte mig ind.
 
Symptomerne var mange inden jeg blev medicineret i januar. Også flere end jeg umiddelbart var klar over på daværende tidspunkt, da jeg jo faktisk havde vænnet mig til at gå og have det ringe.
Men jeg havde ingen energi og ingen kræfter. Jeg kunne ikke stå på mine ben ret længe ad gangen, da jeg blev svimmel og følte at jeg skulle besvime. Kunne derfor ikke deltage i ret meget med mindre, at det foregik siddende eller liggende. Forsøgte at holde mig i gang med siddende projekter (lavede fx meget mad siddende), men kunne til sidst heller ikke holde til det ret længe ad gangen, og måtte kapitulere og lægge mig. Selv et bad var uoverkommeligt og foregik også siddende ude i brusekabinen. Jeg havde konstant kvalme. Var meget obs på at spise, for vidste godt at min krop havde brug for det. Dertil kom at min krop var konstant i led/muskel smerter. Jeg vågnede mange gange hver nat, når jeg fik ondt og måtte skifte stilling. Desuden var min hud knastør på trods af, at jeg drak vand i store mængder, spiste sunde fedtstoffer og tog tilskud af fiskeolie. Jeg havde ondt i tænderne, ringen for ørerne, fældede helt enormt meget, lysfølsomme øjne, dårlig koncentration, dårlig hukommelse og svært ved at finde mine ord, grådlabil, lydfølsom, hovedpine, ringe fordøjelse, frøs konstant osv osv osv. I perioder kunne jeg slet ikke stå ud af sengen, og blev passet og plejet som et lille barn, værst var det i november 2016, hvor jeg lå i sengen i en hel måned.
 
I januar 2016 gik det pludselig hurtigt ned ad bakke igen. Jeg ringede til lægen, fik taget blodprøver og blev indlagt selv samme dag. Lægen ringede og bad mig pakke en taske og tage direkte på Herning sygehus med beskeden om, at jeg nok ikke kom hjem i dag. Min mor kørte mig. Jeg sagde flere gange til min mor ‘de sender mig sikkert hjem igen’. Men de tog det faktisk ret alvorligt, ENDELIG! Der blev taget en masse prøver og stillet en masse spørgsmål. Sygeplejersken mente, at jeg så noget dehydreret ud og gav mig saltvand via IV. Jeg kan huske, at jeg blev ret fornærmet over, at hun synes jeg så dehydreret ud, for jeg drak jo sindsygt meget vand og gjorde alt, hvad der stod i min magt, for at passe og pleje min krop. Dagen efter, fik jeg diagnosen Addison. På det tidspunkt VAR jeg sindsygt dehydreret og vejede 49 kg og havde ikke optaget noget særlig næring længe.
Jeg græd af glæde!! Over endelig at få vished om, hvad der var galt. Over endelig at få ro (og ret) og over at det endelig nu kun kunne gå fremad.
 
Jeg var indlagt i godt en uge og blev udskrevet i midten af januar 2016 med en håndfuld medicin, som jeg skal tage resten af livet samt en røvfuld kosttilskud af forskellig art. Med medicinen kom også hurtigt bedring.
De første 14 dage efter udskrivelse brugte jeg på at komme til mig selv. Jeg var påvirket af al den medicin jeg havde fået/fik og desuden var min krop enormt afkræftet. Jeg vidste godt, at jeg skulle i gang med at røre mig, for min krop var helt sygnet hen, så det begyndte jeg også så småt på. Det blev mit projekt for dagen at røre mig lidt.
Jeg startede med at tage overtøj på og sætte mig ude i haven med en kop kaffe (i minusgrader, men det var skønt 🙂 ). Dernæst gik jeg rundt om huset, først 1 gang, så 2 gange osv. Kunne lige så stille mere og mere. Efter en uge bevægede jeg mig lidt uden for grunden – ikke for langt væk, for var meget usikker på mine ben, som ikke ejede en muskel på daværende tidspunkt. Og sådan udvidede jeg lidt efter lidt. Gik længere og længere, vovede mig op på en cykel osv.
 
Pr. 1. februar fik jeg kontakt til dig (skønne Line), og du reddede mig praktisk talt. Jeg vidste godt, at jeg måtte gøre en indsats for at få gang i min krop igen. Jeg har altid været vant til at træne, men havde brug for en plan, en at støtte mig op af og samtidig at komme mig så effektivt og hurtigt som muligt. Jeg var topmotiveret. Var helt høj ved tanken om, at jeg nu kunne handle og rent faktisk opleve fremskridt – efter over et år med hård kamp ‘mod den forkerte fjende’ som min stedfar så rigtigt har sagt, og derfor ikke oplevede anden end modgang.
 
Da jeg startede med at træne, var det kun med TRX og inden vægt overhovedet ud over min egen. Og det var også udfordring nok skal jeg hilse at sige. Jeg kunne dårligt nok lave en squat med egen kropsvægt. Jeg trænede 3 x ugen – mandag, onsdag og fredag. Det blev mit anker i en tid, hvor jeg oplevede at min krop næsten dagligt gjorde fremskridt. Alle mine symptomer forsvandt en efter en. Jeg lavede en liste over ting som forsvandt/forbedrede sig, og den liste har jeg stadig. Har lige taget den frem og der står 24 ting på. Vildt ik! 24 ting, som jeg døjede med og som bare forsvandt – min hjerne kunne slet ikke følge med. Det er jo helt umenneskeligt at gøre så meget fremskridt på så kort tid. Det var en skør tid. Samtidig med alt dette var der også en masse at forholde sig til rent psykisk. Hele det sidste 1½ år spillede som en film for mit indre igen igen. Alt hvad jeg havde mistet, alt hvad jeg havde udsat mig selv og min krop for, hvad der kunne have været sket. Vidste godt, at det ikke hjalp noget at tænke på det, men tror det var en del af processen. Lige sådan måtte jeg også forholde mig til og acceptere situationen om den var nu, at jeg har en kronisk sygdom som jeg skal lære at leve med. Acceptere at det tager tid at komme sig, acceptere at mit liv for en stund er sat lidt på standby og ikke mindst alle tankerne omkring hvordan det hele bliver fremover.
 
Jeg har nu trænet i 3 måneder og har gjort store fremskridt. Jeg har taget 3-5 kg på, jeg er blevet en del stærkere og kan nu blandt andet squatte med 30 kg. Det føles godt, at kroppen bliver stærkere og stærkere, og jeg begynder at kunne genkende den/mig selv igen. Jeg er desuden begyndt at løbe lidt igen og har lavet en Cooper test, som gik ud over al forventning. Da jeg tog den tænkte jeg ’så skal det hele sgu nok gå’. Planen er at lave den igen 1. juni og er helt sikker på, at der er sket gode fremskridt.
 
I forhold til fremtiden, så er der fornuftige udsigter. Man kan leve et helt normalt liv med sygdommen, spise hvad man vil, træne som man har lyst osv. Mange har også et helt normalt arbejdsliv, dog oplever nogle, at de ikke er i stand til, at komme fuldt tilbage på arbejdsmarkedet.
Jeg er dog meget optimistisk omkring min egen situation. Jeg går jævnligt til kontrol og alle mine tal ser super fine ud. Jeg er begyndt at arbejde lidt igen, pt 20 timer. Så jeg vender stille og roligt tilbage. Og det går godt 🙂 Min energi og mit humør er i top og min indstilling er positiv. Min krop har det godt og bliver fortsat stærkere og stærkere. Jeg, ikke blot tror på, men ved, at jeg nok skal vende tilbage 100%”.

Jeg ved, at Marie Louise vil komme tilbage med fuld power, for den pige har i den grad ben i næsen og en viljestyrke af stål, og jeg beundrer hendes indstilling til livets til tider hårde vilkår!

IMG_4682 IMG_4681

IMG_4679 IMG_4678

Billede 1: marts 2015
Billede 2: julen 2015
Billede 3: januar 2016 efter udskrivelse
Billede 4: maj 2016

   

9 kommentarer

  • Hej Laura. Ja, Marie Louise er virkelig en fighter og et godt bevis på, at selvom hun har sygdommen, så vil hun ikke lade sig slå ud. Jeg er meget glad for, at du kan bruge hendes historie, og ønsker dig al held & lykke fremover 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Mega sej og dejlig historie! Jeg lider selv af Addison, og har gjort det i 3 år. Jeg er aldrig kommet igang med at træne igen, efter jeg blev syg, men har virkelig fået motivation efter at have læst din historie! Tak fordi du ville dele den med os andre! 🙂

    Fortsæt det gode arbejde.

    Vh Laura

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Claus Agergaard

    Jeg har den dybeste respekt for det du har foretaget dig.
    Her går vi andre tosser rundt og kan ikke overskue, at vi skal have 1-2 kg for meget på kroppen, og vi træner og kæmper derfor af ren kosmetiske årsager.
    Du træner og kæmper for en bedre tilværelse og et bedre liv, og selvom du har nogle helt andre vilkår, der utvivlsomt er væsentlig hårdere og mere alvorlige, så fortsætter du ufortrødent og bliver ved.
    Din historie er meget rørerende, og jeg er sikker på, at alle kan lære noget af det.
    Det er ikke altid, at man kan styre alting selv, men man kan yde en indsats, og det er som regel, omend ikke 100% givende, et rigtig godt skridt i den rigtige retning.
    Jeg bukker mig dybt i støvet for der du har fået blot på ren vilje og tiltro til et bedre liv.
    Al held og lykke til dig fremover, og jeg håber oprigtigt, at det Helle lykkes for dig, for det har du da om nogen fortjent.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Louise

    Hej Camilla
    Tusind tak for din støtte og flotte ord <3
    Mange hilsner Marie Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Louise

    Hej Maria
    Vil bare lige ønske dig alt held og lykke fremover, håber du har det godt på trods af det hele.
    Mange hilsner Marie Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hun er nemlig mega sej!! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Håber du er i bedring, lige som Marie Louise 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Du er så sej Marie Louise. Flot kæmpet for dit liv 👍😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Det er som at læse min egen historie😳 Fik min diagnose i januar 2015 og det kunne være mig der skrev det! Var dog ikke sygemeldt men mit job hang i en tynd tråd pga utallige sygedage!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sund fastfood!